Snobrød med 16 gadedrenge!

En af de sidste dage, sammen med vores kære gadedrenge fra Gidan Bege, havde vi inviteret alle 16 hjem til Villa Papito, hvor vi boede. Her havde vi sørget for Sodavand, salat, kød og 10 kg snobrødsdej. Drengene stod med julelys i øjnene, da de så hvor meget mad der var. Først forstod de ikke helt konceptet ved snobrød, at man skulle komme dej på en pind, var da ikke helt normalt. Men efter 3 brændte brød og en del frustration over det ikke bare bagte af sig selv, begyndte de at synes det var rigtig sjovt, for nu kunne de finde ud af det! De blev ved lige indtil der ikke var mere snobrødsdej, og det skal lige siges, at 10 kg snobrødsdej er pænt meget!
Det var en rigtig hyggelig og dejlig måde at tage afsked med drengene på, de var så taknemmelige og rolige! De smil de sendte os, sagde mere end tusind ord. Man kunne se, hvor meget det betød for dem! Da vi kom på arbejde ugen efter, var det stadig det helt store taleemne, så det var virkelig noget der havde betydet meget for dem!
Jeg kommer til at savne de drenge helt forfærdelig meget!

Nigeriansk bryllup!

I lørdags var vi blevet inviteret til bryllup, til trods for vi slet ikke anede hvem der skulle giftes. I Nigeria gør man meget ud af sig selv, fine kjoler og store hatte. Vi skulle da ikke være nogen undtagelse. Vores private skrædder kom på arbejde, da han en uge før brylluppet fik af vide han skulle være færdig med 5 kjoler og 2 jakkesæt. Vi havde bestemt at vi alle 12 volontører skulle komme i samme tøj, elles vi kunne selv vælge design, men stoffet skulle være det samme. Dette resulterede i et reach out hold forklædt som gaver i julepapir. Brylluppet i sig selv var ikke den bedste oplevelse. Jo større bryllupper jo bedre, og det betød bare at 200 af de 500 mennesker der kom til brylluppet ikke kendte brudeparret, så det personlige som er ved danske bryllupper skulle man lede længe efter til dette bryllup! Men en sjov oplevelse at prøve!

Shere hills

Vi har efterhånden været her i Nigeria i lang tid. Halvvejsmærket blev sat for snart to uger siden og på fredag er der kun en måned til, at vi vender snuden hjem ad igen. Det går pludselig op for en, at tiden bare er fløjet af sted, og at den sidste tid bare skal nydes mest muligt!
I sidste uge var vi danskere ude at fejre, at vi havde klaret 1½ måned med nigeriansk mad. Vi tog på restaurant for at spise. Rigtig lækkert og utrolig meget kød lige pludselig, i forhold til hvad vi er vant til! Stedet var rent og der kørte BBC news på en fladskærm i baggrunden, som optog meget af vores opmærksomhed. Minutter efter vi havde sat os, kom der rent faktisk en tjener, rimelig overraskende! På toilettet kunne der trækkes ud, og der kom rendende vand ud af vandhanen, utroligt! Lige der, følte jeg ikke vi var i Nigeria.
I lørdags skulle 2. bjerg bestiges, Shere hills. Et væsentlig større og mere udfordrende bjerg end sidste gang. Samarbejde var et kæmpe nøgleord i den sammenhæng. Udefra lignede bjerget mest af alt kæmpe sten der var placeres tilfældigt oven på hinanden. Det lignede ikke rigtig noget der kunne bestiges, men da vi kom hen til bjerget viste det sig at der var sprækker som vi kunne kravle igennem, nogle så tynde at maven virkelig skulle suges ind. Mest af tiden foregik på alle fire. Virkelig en oplevelse, og vores samarbejde som en gruppe blev virkelig sat på prøve. Da vi nåede toppen, med 7 skrammer mere end da vi startede, mødte der os en fantastisk udsigt! Man kunne se alle bjergene omkring Jos, virkelig flot! Vi fik skrevet vores navn, RO8 - make a change på toppen, ved siden af alle de andre reach out holds navne.
Virkelig en fed oplevelse!

Ny arbejdsplads

I sidste uge begyndte skolerne igen, efter en lang sommerferie. Vi havde derfor muligheden for at skifte arbejdsplads. Egentlig havde jeg ikke nogen intention om at skifte arbejdsplads, men da vi var rundt at se skolerne, var der specielt en skole som tiltalte mig. Så nu arbejder jeg på Glorious Hope private school, her underviser jeg, sammen med Maja i pre-primary, det svarer til 1. klasse i Danmark.
Jeg har nu arbejdet på Hope i to uger, og er rigtig glad for det. Børnene er rigtig søde og hører efter når man siger de skal, men de ved også, at hvis ikke de hører efter, kommer læreren og giver dem et rap over fingrene med en lineal. Det der med at slå børn, er en ting jeg aldrig kommer til at forstå. Vi kan ikke sige noget til det, for sådan er det bare hernede, det er en del af den måde, de bliver opdraget på. Det vi kan gøre, er at vise, hvordan vi takler problemerne uden at bruge vold.
Men at jeg nu arbejder på Hope, betyder også at jeg ikke længere arbejder på Aisha. Beslutningen har jeg selv taget, og selvom det har været fantastisk at arbejde på Aisha, og børnene jo simpelthen ikke til at stå for, så følte jeg ikke der var nok udfordring i arbejdet i længden. Jeg savner det små herlige unger, men jeg er samtidig glad for det beslutning jeg har taget!

På rundtur i Jos

Søndag blev dagen, hvor jeg skulle hjem til min partners familie. En dag jeg på den ene side virkelig havde frygtet, men på den anden side også havde glædet mig til. Jeg glædede mig til at se familie og venner, og samtidig kunne jeg ikke rigtig overskue at skulle være et fremvisningsobjekt en hel dag. Nigerianerne hernede er meget stolte over at bo sammen med hvide mennesker. Det vil sige, at så snart man træder uden for Villa Papitos port, skal der holdes i hånd så folk kan se vi er med dem, det kan godt være lidt belastende i længden!
Fordi Nens (min partner) forældre bor ca. 1½ times kørsel fra Jos, tog vi på rundtur hos diverse tanter og onkler i stedet for. De ville alle sammen gerne have mulighed for at hilse på mig. Først besøgte vi Nens farbror, som boede i et værelse sammen med sin kone og datter. Værelset var ikke mere end 8 km2, og her havde de så alt hvad det behøvede, det eneste der var ved siden af var et lille køkken og et toilet. Selvom de ikke havde meget, var stereoanlæg og fjernsyn ikke til at overse. Lige meget hvor fattig man er her i Jos, så er man næsten altid sikker på at se et fjernsyn i huset.
Efter vi havde været hos farbroren i et par timer tog vi videre. Jeg havde ingen anelse om, hvor vi var på vej hen, men fulgte bare efter og håbede på at Nen vidste, hvor vi skulle hen. Vi blev kørt til et stort villakvarter, hvor vi blev sat af foran en stor port. Her tog en vagt og 5 vagthunde imod os. Det der mødte mig på den anden side af porten, var et stort hus. Det var en kæmpe kontrast til det første sted vi havde været. Alle var meget imødekomne, og især Nens moster kunne jeg lide. Vi sad længe og snakkede om alt lige fra dansk mad til, at jeg da skulle tage at blive i landet og finde mig en nigeriansk mand. Det går de meget op i hernede! De forstår ikke rigtig, hvorfor jeg ikke bare forlænger mit visa, når jeg nu så godt kan lide landet. Men jeg fik forklaret, at jeg ville komme til at savne venner, familie og Danmark, hvis jeg skulle blive hernede i længere tid, og det tror jeg hun forstod.
Begge de steder vi var, blev der disket op med den helt store menu. I Nigeria er det uhøfligt at sig nej tak til mad, så jeg skal da lige love for jeg fik spist for to den dag, jeg takker for det var noget mad jeg kunne lide! Det var en god oplevelse, men hold op hvor bliver man udmattet af at være i ”udstillingsdukke” en hel dag. Det er ikke noget jeg bryder mig særlig meget om, men jeg ville alligevel ikke være oplevelsen foruden!

Af hjertet tak: Bente og Jesper!

Nu har vi snart passeret den første måned hernede, og der er nogle ting man så småt begynder at savne ved Danmark. Specielt dansk mad! Når man har spist whiteballs, som er udkogt ris i plasticpose, og slimysoup, som meget fint kan sammenlignes med snot, et par gange, hungrer man efter rigtig dansk mad. Selvom kokken meget ihærdigt prøver at lave dansk mad, kommer hun ikke altid helt heldigt ud af den. Så rigtig dansk mad er noget, som er prioriteret rigtig højt på vores liste, over ting vi gerne vil have! Når vi sidder ved bordet og spiser, er den sikker hver gang, der kommer altid en eller anden kommentar, f.eks. ”åhh havde man bare rugbrød og et koldt glas mælk” eller ”havde man bare en god dansk bøf!”
I dag den 20. september fik vi invitationen om at komme til aftensmad, hos det danske missionærpar, Bente og Jesper, i deres compound på hillcrest, som er en amerikansk styret skole. Vi danskere var virkelig begejstret, for vi viste det betød god mad! Bente havde disket op med det helt store ta’ selv bord. Menuen stod på spagetti med kødsovs, brødstænger, salat og dild-dressing. Alle os danskere var meget ivrige efter at få et godt dansk måltid, og da vi ca. 20 min. efter havde fortæret to store portioner, sad man og ærgrede sig over at mavesækken ikke var større! Efter det fantastiske måltid, blev der serveret kanelsnegle med chokoladeglasur. Det er det bedste måltid jeg længe har fået!
Jeg er sikker på, jeg på vegne af alle danske volontører, kan sige rigtig mange gange tak for mad, Bente og Jesper, det landede et virkelig tørt sted! I har lige reddet 6 blegfede dansker fra at gå sulten i seng, i et godt stykke tid!

Mit arbejde

Nu begynder der for alvor at ske noget på mine to arbejdspladser. På Gidan Bege er 10 drenge ud af 16 blevet flyttet til et andet gadedrengehjem Giro. Drengene har kun lov til at være på Gidan Bege i 6 måneder, så bliver de flyttet, så nye drenge kan få chancen for at starte på en frisk. Vi nåede lige at lære drengene godt at kende, og så smuttede de, så nu kan vi starte forfra. Det er lidt hårdt, men samtidig også fedt at kunne følge med i drengenes udvikling helt fra starten af.
Mandag og tirsdag var jeg på Aisha, mandag var alt som det skulle være, men da vi kom tirsdag, manglede der et barn. Deborah var blevet bortadopteret fra den ene dag til den anden. Vi havde fået af vide, at det højest sandsynligt ville ske mens vi var der, og selvfølgelig er det også det bedste for hende, men det er alligevel mærkeligt at have brugt tid på at lære hende at kende, og så ikke komme til at se hende igen. Samtidig fik vi at vide, at de fire børn som Maja og jeg har brugt mest tid på, også snart ville blive adopteret. Tirsdag gik derfor med at få sagt ordentlig farvel til de fire herlige unger, just in case de ikke er der på mandag!

Hiking

Lørdag formiddag stod på hiking. Vi tog vores kære vandresandaler på og kørte til Mashiah Foundation som er et sted lidt udenfor Jos. Naturen var virkelig smuk, der var høje klippestykker overalt, man skulle næsten tror at man befandt sig langt udenfor byen.
Inden vi nåede toppen skulle vi krydse floder og meter højt krat, men vores kære Chris havde forberedt sig godt. Han havde taget en slags le med, så alt hvad han mente stod i vejen for os, blev hugget ned. Og det var ellers ikke så lidt, skulle jeg lige sige! Efter 1½ times vandring et par skrammer og brændte skuldre, nåede vi endelig toppen. Min forestilling om, at vi var langt udenfor Jos, blev med det samme afkræftet da jeg stod på der. Blikhuse og en tung smogsky af bilos der hang over byen, var den udsigt som mødte os. Egentlig var udsigten på en eller anden måde ret flot, men samtidig også lidt skræmmende at se, hvor beskidt Jos egentlig er.

Billeder

Så er der lagt lidt billeder ind. Internetforbindelsen er ikke så god hernede, så det tager rigtig lang til at uploade billeder. Men hvis i går ind i view gallery finder i nogle stykker!

Nuttede babyer og dejlige gadedrenge

Så er vi endelig begyndt at arbejde, før vi skulle vælge hvilke projekter vi ville ud på, var vi først ude og se de 6 projekter. Hjemmefra var jeg ret sikker på, at min ene arbejdsplads skulle være Aisha, og min tanke blev kun bekræftet da jeg kom til stedet. Aisha er et spædbørnehjem, hvor børnene er fra 6-12 måneder. Børnene på Aisha ligger i deres seng det meste af dagen, og det har ført til, at deres krop er fuldstændig stiv. Så snart de kommer op at deres seng, får man det største smil fra dem, men så snart man nærmer sig sengen igen, ved de godt hvad der skal ske, og de begynder med det samme at skrige. Børnene kan blive bortadopteret til hver en tid, så det er aldrig til at vide, om det er de samme børn som er på hjemmet næste gang jeg kommer til Aisha. Tanker i retningen af, hvor mange babyer der mon kan være i mine to kufferter, begynder at køre rundt i hovedet, og jeg tror seriøst næsten, jeg kan få plads til dem alle!
Jeg arbejder på Aisha mandag og tirsdag. Onsdag og torsdag er jeg på min 2. arbejdsplads Gidan Bege. Gidan Bege er et gadedrengehjem hvor der pt. er 16 drenge i alderen 8 og 13. Så snart man kommer ind af porten løber de en i møde og råber ”Aunty, Aunty” og så får man lige en high five og en kæmpe krammer! Drengene går i skole fra 9-10.30 og igen fra 11-12, her hjælper vi de yngste drenge med at regne og lære alfabetet. Det er virkelig hyggeligt og jeg kan mærke, at de nyder vores selskab.
Når de ikke går i skole spiller vi fodbold i gården, og her kan fremtidens AGF spillere godt findes!! Drengene er vant til at leve på gaden, og det kan nogle gange godt ses. Der kan godt opstå nogle heftige slåskampe, og så må man jo prøve, så godt som man nu kan, at skille dem ad. Det er ikke altid så nemt skulle jeg lige sige.
Jeg har nu arbejdet en uge, og er rigtig godt tilfreds med mine arbejdspladser! Jeg glæder mig altid til at komme af sted, så det er virkelig dejligt

Velkommen til Afrikas land

Så er vi nået til Afrikas land, og her efter to uge føles det stadig ikke helt virkeligt! Allerede på vores 6 timers lange tur fra lufthavnen til Villa Papito, som er der vi skal tilbringe de næste 3 måneder, blev sanserne sat på overarbejde! Der var forskellige lugte hele tiden og man var virkelig opmærksom på alt, hvad vi kørte forbi, der var hele tiden noget nyt at observere. Så selvom flyveturen var lang og jeg ikke fik meget søvn, havde jeg slet ikke tid til at sove!
Chris og Eunise, som er vores nigerianske forældre hernede er helt fantastiske. Chris har styr på alt. Selvom vores bil sidder fast in the middle of nowhere, taber han ikke fatningen. Chris guider da bare lige alle 12 volontører ud af bilen, tager sandalerne af og skubber bilen 200 meter, til en er fri, alt imens vi andre bare står og se på. Chris har altid en eller anden løsning på tingene og har altid et smil på læben! Eunise er vores alle sammens mor. Hun forstår virkelig at hygge omkring os, hun bager gerne kage og står ofte i køkkenet, selvom hun knap nok kan gå. Hun er højgravid og ligner en der kan føde hvert minut det skulle være. Chris og Eunise har to skønne døtre, Tomour på 4 år og Loretta på 1½ år. Der er altid gang i Tomour, hun er altid alle steder, en virkelig dejlig tøs!
Villa Papito er i sig selv, et virkelig flot hus, der er 7 toiletter i huset, stort køkken og en dejlig stue. Alt lyder godt, men… Hvis bare der var strøm og vand ville tingene se lidt bedre ud! Strømmen kommer og går som den vil! Man kan forvente strøm mellem 03 og 05, ellers ved man ikke rigtig, hvornår det kommer. Så når klokken bliver 18.30 og solen er gået ned, bliver pandelampen pludselig en virkelig god ven. Der var mange ting jeg ikke havde mulighed for at gøre, hvis ikke jeg havde min pandelampe! Så jeg takker min lillebror mange gange!
Første weekend stod i ødemarkens tegn, vi skulle ud og se det ”rigtige” Afrika. Vi skulle på weekendtur til landsbyen Boda, en rigtig afrikansk landsby hvor folkene boede i lerhytter. Her blev vi lørdag eftermiddag mødt med dans og trommer, de sang og dansede os velkommen. Det var ikke noget med at står at kigge på, vi skulle da være med til at danse afrikansk dans, virkelig en oplevelse!

Volontørkursus

Forberedelserne til Nigeria er nu for alvor begyndt! Der er kun 3 uger til jeg rejser, og jeg begynder så småt at kunne mærke spændingen i maven! Men det bliver dejligt, endelig at komme ned og lave det, jeg har brændt for så længe!



24 volontører klar på at udforske verden!

Reach Out 8!