På rundtur i Jos

Søndag blev dagen, hvor jeg skulle hjem til min partners familie. En dag jeg på den ene side virkelig havde frygtet, men på den anden side også havde glædet mig til. Jeg glædede mig til at se familie og venner, og samtidig kunne jeg ikke rigtig overskue at skulle være et fremvisningsobjekt en hel dag. Nigerianerne hernede er meget stolte over at bo sammen med hvide mennesker. Det vil sige, at så snart man træder uden for Villa Papitos port, skal der holdes i hånd så folk kan se vi er med dem, det kan godt være lidt belastende i længden!
Fordi Nens (min partner) forældre bor ca. 1½ times kørsel fra Jos, tog vi på rundtur hos diverse tanter og onkler i stedet for. De ville alle sammen gerne have mulighed for at hilse på mig. Først besøgte vi Nens farbror, som boede i et værelse sammen med sin kone og datter. Værelset var ikke mere end 8 km2, og her havde de så alt hvad det behøvede, det eneste der var ved siden af var et lille køkken og et toilet. Selvom de ikke havde meget, var stereoanlæg og fjernsyn ikke til at overse. Lige meget hvor fattig man er her i Jos, så er man næsten altid sikker på at se et fjernsyn i huset.
Efter vi havde været hos farbroren i et par timer tog vi videre. Jeg havde ingen anelse om, hvor vi var på vej hen, men fulgte bare efter og håbede på at Nen vidste, hvor vi skulle hen. Vi blev kørt til et stort villakvarter, hvor vi blev sat af foran en stor port. Her tog en vagt og 5 vagthunde imod os. Det der mødte mig på den anden side af porten, var et stort hus. Det var en kæmpe kontrast til det første sted vi havde været. Alle var meget imødekomne, og især Nens moster kunne jeg lide. Vi sad længe og snakkede om alt lige fra dansk mad til, at jeg da skulle tage at blive i landet og finde mig en nigeriansk mand. Det går de meget op i hernede! De forstår ikke rigtig, hvorfor jeg ikke bare forlænger mit visa, når jeg nu så godt kan lide landet. Men jeg fik forklaret, at jeg ville komme til at savne venner, familie og Danmark, hvis jeg skulle blive hernede i længere tid, og det tror jeg hun forstod.
Begge de steder vi var, blev der disket op med den helt store menu. I Nigeria er det uhøfligt at sig nej tak til mad, så jeg skal da lige love for jeg fik spist for to den dag, jeg takker for det var noget mad jeg kunne lide! Det var en god oplevelse, men hold op hvor bliver man udmattet af at være i ”udstillingsdukke” en hel dag. Det er ikke noget jeg bryder mig særlig meget om, men jeg ville alligevel ikke være oplevelsen foruden!