Shere hills

Vi har efterhånden været her i Nigeria i lang tid. Halvvejsmærket blev sat for snart to uger siden og på fredag er der kun en måned til, at vi vender snuden hjem ad igen. Det går pludselig op for en, at tiden bare er fløjet af sted, og at den sidste tid bare skal nydes mest muligt!
I sidste uge var vi danskere ude at fejre, at vi havde klaret 1½ måned med nigeriansk mad. Vi tog på restaurant for at spise. Rigtig lækkert og utrolig meget kød lige pludselig, i forhold til hvad vi er vant til! Stedet var rent og der kørte BBC news på en fladskærm i baggrunden, som optog meget af vores opmærksomhed. Minutter efter vi havde sat os, kom der rent faktisk en tjener, rimelig overraskende! På toilettet kunne der trækkes ud, og der kom rendende vand ud af vandhanen, utroligt! Lige der, følte jeg ikke vi var i Nigeria.
I lørdags skulle 2. bjerg bestiges, Shere hills. Et væsentlig større og mere udfordrende bjerg end sidste gang. Samarbejde var et kæmpe nøgleord i den sammenhæng. Udefra lignede bjerget mest af alt kæmpe sten der var placeres tilfældigt oven på hinanden. Det lignede ikke rigtig noget der kunne bestiges, men da vi kom hen til bjerget viste det sig at der var sprækker som vi kunne kravle igennem, nogle så tynde at maven virkelig skulle suges ind. Mest af tiden foregik på alle fire. Virkelig en oplevelse, og vores samarbejde som en gruppe blev virkelig sat på prøve. Da vi nåede toppen, med 7 skrammer mere end da vi startede, mødte der os en fantastisk udsigt! Man kunne se alle bjergene omkring Jos, virkelig flot! Vi fik skrevet vores navn, RO8 - make a change på toppen, ved siden af alle de andre reach out holds navne.
Virkelig en fed oplevelse!

Ny arbejdsplads

I sidste uge begyndte skolerne igen, efter en lang sommerferie. Vi havde derfor muligheden for at skifte arbejdsplads. Egentlig havde jeg ikke nogen intention om at skifte arbejdsplads, men da vi var rundt at se skolerne, var der specielt en skole som tiltalte mig. Så nu arbejder jeg på Glorious Hope private school, her underviser jeg, sammen med Maja i pre-primary, det svarer til 1. klasse i Danmark.
Jeg har nu arbejdet på Hope i to uger, og er rigtig glad for det. Børnene er rigtig søde og hører efter når man siger de skal, men de ved også, at hvis ikke de hører efter, kommer læreren og giver dem et rap over fingrene med en lineal. Det der med at slå børn, er en ting jeg aldrig kommer til at forstå. Vi kan ikke sige noget til det, for sådan er det bare hernede, det er en del af den måde, de bliver opdraget på. Det vi kan gøre, er at vise, hvordan vi takler problemerne uden at bruge vold.
Men at jeg nu arbejder på Hope, betyder også at jeg ikke længere arbejder på Aisha. Beslutningen har jeg selv taget, og selvom det har været fantastisk at arbejde på Aisha, og børnene jo simpelthen ikke til at stå for, så følte jeg ikke der var nok udfordring i arbejdet i længden. Jeg savner det små herlige unger, men jeg er samtidig glad for det beslutning jeg har taget!